Heaven on earth – noget om fodspor, selvtillid og at følge eller la’ fly…

Udgivet maj 2014Billede

Smukkere vandpytter findes ikke, som disse på stranden, hvor morgensolen sniger sig op bag klitten, for at sprede sine første gyldne strejf ud over hele molevitten, mens den i øjeblikket efterlader sig et spejl af, hvor den kommer fra. Sådan en morgen var det også i dag. Og glædes kan enhver vel over, hvordan vejr og vind former landskaber, levende væsener og stederne, hvor vi har til.

I dag var der specielt mange spor. Eller måske jeg bare så dem alle idag, fordi jeg havde brug for at blive mindet om…

Billede

Et hjulspor, som der altid er mange af, selvom vi er på stranden, hvor alle har bedst af at plante fodspor.

Vandet og vinden har givet dette betydning. Hjulsporet er der, men kun lige, så vi kan ane det er et spor, ikke hvor det kommer fra, hvornår bilen var her, om bilen var tungt lastet, hvilken farve, årgang eller mærke den havde. Blot et lille aftryk af noget der var og som tiden næsten allerede har visket til ukendelighed.

Hver dag sætter vi spor, hvor end vi bevæger os. Om det er i cyberspace, på arbejdspladsen, i familien, i samfundet, i medierne eller fra en sygeseng eller rekreationssted. Hvad er det vi ønsker at lade tilbage, for andre at se, mærke, føle?

Som en del af noget større har vi et ansvar. Et ansvar for ikke at efterlade noget vi ikke selv ønsker at møde. Vi har et ansvar overfor os selv, om ikke at svine os selv til energimæssigt, gøre os unødig bemærket, smide affald, ukvemsord og sure miner, eller hvad vi ellers går og deler ud, med rund hånd, dagen lang.

Vi har en forpligtelse til at være glade, at elske den vi er. At kunne stå op for os selv og være noget for dem, som har brug for en hånd, en skulder, et godt råd eller et kærligt skub eller et kram for at komme videre.

Billede

Vi kender alle de typer, som bare tramper rundt uden at vide hvorfor, uden pejling for retning eller mening. Kun med det mål, at komme derhen, hvor de ikke ved, før alle andre.

Billede

Så er der dem, ligesom Oskar og Mickey… der løber efter hinanden, uden at vide hvorfor, andet end at den der er forest, har færden af noget, som kunne være interessant. Nogle gange bliver man pisset på uden at vide hvorfor, men bare fordi man løb efter noget, man troede var interessant. Sådan er det også med hunde, nogle er ligeglade og andre gør det bare, mens der er dem, som ingenting opdager.

Men værst er det alligevel med mennesker. Ikke fordi vi mennesker er dårligere end andre pattedyr, det er bare fordi, jeg syntes det er så ærgerligt. Ærgerligt når vi ikke finder vores egne veje, hvor vi kan stråle igennem og give verden noget af den aller bedste version, vi er kommet for at være.

Vi lever i et samfund og i en tid, hvor dem der råber højest, længst, mest vedvarende og endda truende, som oftest vinder. Alle dem, der vælger at betragte disse som vindere, taber ofte, fordi disse type vindere, ikke ønsker at give noget, andet end opmærksomheden på sejrsskamlen mens de nyder rusen. Når de kravler ned, er de allerede på vej, mod en ny vinder position og inden alle følgerne har rettet ind, er de fleste tabte og desillusionerede.

Billede

Hvor vil jeg hen med al den sludder?

Jeg oplever intelligente mennesker følge andres spor og glemme dem selv. Jeg ser, hvordan de slider for at hænge ved, mens de negligerer deres egentlige virke og mening med livet. Jeg tror vi alle skal kigge os i spejlet og se om den vi ser, er den vi også ønsker at se. Vi skal turde spørge os selv, om vi får det ud af livet, som vi drømmer om.

Meningen med det hele er bare, at sige til alle jer derude, at i er unikke, hver og en af jer. I er et unika blueprint, som ingen anden nogen sinde kan gøre efter og jeg opfordrer til, at alle lyser, som det lys de er, sætter deres spor i sandet lige præcis der, hvor de har besluttet sig for at gå hen. På den måde kan vi skabe en bedre verden at leve i, når vi starter med os selv og ikke blot er for andre. Og heller ikke blot er for os selv, men også for helheden.

Kun på den måde kan kærligheden vokse og freden sprede sig. Kun på den måde kan vi give verden, den bedste version af den vi er kommet for at være. Stop med at løbe efter andre, stop op og lad dig inspirere og lyt til dem, du bliver glad for at høre på og brug det du hører til, at mærke efter om det er rigtigt for dig. Om det giver dig velvære og en god fornemmelse i maven.

Tag dit første skridt allerede i dag. Jeg deler ud af den glade maves mad og gode råd på www.facebook.com/in2balance.dk

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *