Forældre og hvad så?

Som mor til tre børn i alderen 21-27 år, har jeg været igennem alle de moderlige faser, fra beslutningen om det at få barn/børn, være gravid, føde, gå hjemme, børnesygdomme, have børn i dagpleje, ung pige i huset, børnehave, skole – kommunal som privat. Jeg har holdt fødselsdage, konfirmationer, 18 års og studenterfester. Jeg har flyttet børn hjemmefra og fået dem hjem igen. Jeg er sågar selv flyttet fra min yngste datter, for at få ro til mere selvudvikling og overskud. Ikke et fravalg, men en løsning, som har været nødvendig for mig.

Årene med teenagere gav i 2008 inspiration til at skrive bøger til hjælp for andre, sammen med min veninde Mette Kold.

Nu befinder jeg mig så i moderrollen i forhold til de unge voksne og de tanker de har for deres liv. Det er tanker som i bund og grund er resultat af den barndom de har haft og de muligheder denne har givet dem, lagt sammen med de muligheder de er født med – altså arv og miljø.

Jeg er så heldig at have fået tre børn, som er vidt forskellige, to piger og én dreng, rangerende som søskende med mindre og større afstand mellem sig, hvilket bliver en del af deres miljø og kommer til at påvirke dem som voksne.

Miljø og arv

Som mor og far bringer vi hver vores miljø og arv ind i det der bliver vores familie. Vi har fået hver vores opdragelse i forskellige familiemønstre og summen er blevet til den opdragelse, vi har givet vores børn på godt og ondt.

Vi har i vores familie talt åbent omkring, alle de forkerte ting vi har gjort som forældre. En maraton af en process, som aldrig er behagelig mens den står på, men som man kan glædes over når bølgerne har lagt sig og tårerne er tørret af igen.

Dialogen

Mange snakke og opgør er det blevet til i årenes løb. Mange problemstillinger er blevet løst og vi er alle kommet videre som lykkeligere mennesker. Vi har, uanset vores børns alder brug for, at de er glade og lykkelige, for derved kan vi leve vores liv, som den bedste version af os selv og på den måde vise vejen og være forbilleder for vores børn.

Ommer

Kunne jeg leve livet baglæns, ville der have været meget jeg, som mor ville have gjort anderledes og jeg ved, at børnenes far også ville have ændret beslutninger i sit liv og været far på en anden måde, end han har været det, de første 20 år. Selvfølgelig har der været justeringer, men fejlene sker som regel op til teenage årene, hvor modstanden ikke altid udtrykker de egentlige problemstillinger. Først når de flytter hjemmefra, falder flere og flere brikker på plads, i og med de får et helikopter perspektiv på det liv de har levet. Måske kører livet videre uden de store snakke herefter, men jeg er taknemmelig over, at mine børn har turdet tage bladet for munden og ytre sig, for på den måde, kan resten af vores liv sammen, blive den bedste version af mor – barn forholdet.

Det kan ikke laves om nu og det har haft konsekvenser for vores børn, at vi ikke har forstået dem, som de er og nok allerværst, ikke har forstået os selv, som dem vi er.

Det at skulle gøre fejlene godt igen er et stort arbejde, som ikke alle har lyst til eller formår, på grund af bl.a. stolthed eller uvidenhed.

At blive presset ud i det

Vi lærte det, selv om det bestemt ikke har været behageligt, men vores ældste datter har presset os til at føre dialoger og vi er blevet bedre, men hårdt har det været og meget har vi heldigvis lært og mere kommer sikkert til i processen.

Jeg kan se det har været godt for os alle og fået os til at vokse som individuelle mennesker. Men selvom vi har været igennem disse lange, tunge og opslidende episoder, så har vi først i tredje omgang lært så meget af det, at jeg nu er i stand til at sætte ord bag og forhåbentlig hjælpe andre til, at komme nemmere igennem forældreskabet, så når tiden efter vores opdragelse af de unge naturligt stopper, kan blive meget nemmere. De gode relationer er trods alt bedre at bruge tid på, end de dårlige, fordi det har konsekvenser for os alle, når vi ender op med gnidninger, der påvirker vores voksenliv sammen med vores børn.

Kurser

Mere om kurser følger senere.